Min yndlingspolitiker er journalisten, redaktøren og politikeren Peter Rasmus Sabroe, der blev født onsdag den 23. januar 1867 i Silkeborg og som omkom ved en togulykke i Bramminge den 25. juli 1913. Han var en mand af mod, kendt som datidens mest ihærdige forkæmper og værner for de fattige og svage i samfundet og de riges ris.
Han var født i århus, men kom som dreng til København, hvor han hurtigt tilsluttede sig arbejderbevægelsen. Senere vendte han tilbage til sin fødeby, hvor han blev journalist ved og senere redaktør for det socialdemokratiske dagblad Demokraten. Derudover var han fra 1900 til 1906 også medlem af århus byråd, og gør her et enormt stykke arbejde for at forbedre de sociale forhold. Det skaffer ham mange fjender, men endnu flere venner i kraft af de resultater, han opnår, og blev i 1901 indvalgt i folketinget.
Både som journalist og politiker rejser han en række sager, der afslørede de forhold en stor del af tyendet, de gamle og navnlig de sociale tabere levede under.
Peter Sabroe var en mand med klare sociale holdninger, som han fulgte kompromiløst. Uanset hans partifællers kritik må man også give ham, at han havde en klar forståelse for helheden i datidens sociale og pædagogiske problemer og deres mulige løsninger. Og endelig var han en mand, som ikke nøjedes med ord og floskler - men handlede.
I Socialdemokratiet var der derfor delte meninger om Sabroe, der handler impulsivt og ikke altid i overensstemmelse med partiets taktik. Derfor gav det ham her mange fjender. Enten påstod man, at han overdrev, eller også fastholdt man, at de forhold, han kritiserede, var, som de var, og ikke kunne være anderledes. Til gengæld gav det ham også mange venner og beundrere.
Peter Sabroe demonstrerede også sin store og dybe forståelse for børns situation:“Hvorfor gør man ikke noget for at opmuntre børnene, spurgte han. Lad dem komme i Det Kgl. Teater og se vore førende kunstnere i dramaer og komedier, som de kan forstå." Denne udtalelse fik mange til at ryste på hovedet, for dengang var der - som idag - mange, som foretrak de gode gammeldags og velkendte pædagogiske metoder som straf og andre former for nedbrydelse af børns personlighed - fremfor det langt mere effektive arbejde med at motivere børn, f.eks. ved at give dem nogle positive kulturelle oplevelser, som de ellers ikke er forvænte med.
Men som nævnt foregik Peter Sabroes kamp for bedre forhold for børn og andre, der trængte, ikke kun fra folketingets talerstol og på de bonede gulve. Det skete jævnligt, at han kom hjem en aften til sin kone med et barn eller en søskendeflok, som havde behov for hjælp. Så blev børnene vasket og lagt i seng - og blev hos familien indtil man havde fundet en anden placering til dem.
Og også de ind imellem sadistiske institutionsledere havde Peter Sabroes bevågenhed. Han aflagde mange besøg på børneinstitutioner landet over, og flere institutionsledere kan takke ham for at de blev afskediget.
Alle nødlidende havde således grund til at være Peter Sabroe taknemmelig for hans ihærdige indsats for at forbedre de sociale forhold. Og denne taknemmelighed kom da også til udtryk ved hans død: I Bramminge fulgte 15.000 mennesker ligtoget, og ved jordefærden i århus deltog mere end 50.000 mennesker, som kunne nikke samtykkende til det digt, som Jeppe åkjær tilegnede ham:


Der sidder i Udmarkens øde
saa fjern fra den alfare Vej
en Hob, som må betle sig Føde;
jeg ved, at de venter på dig.

Du være den Fattiges Værner,
du være den Riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjerner
men bævende Læbers Pris.


Men af dem, som ikke mødte op, var Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning. Præcis hvorfor han ikke gjorde det, er vist aldrig kommet for en dag, men en kendsgerning er det, at forholdet mellem Sabroe og Stauning var endog særdeles køligt.
Staunings modstand mod Sabroe skyldtes, at Sabroe var meget utilbøjelig til at indordne sig under partidisciplinen og følge partiets strategier - og at han tværtimod ofte handlede ud fra sin egen individuelle mening om hvad der var bedst. Og man kan næppe heller beskylde Peter Sabroe for at være den store politiske strateg. I et angreb i partiets teoretiske blad "Socialisten" hed det således, at han gennem sin (græsrodsagtige) "personligt-vilkårlige optræden" og "virksomhed som omkringflyvende over-kritikus" var en hindring for økonomiske betragtninger og den mere roligt fremadskridende socialisme.
Og det er sikkert rigtigt. Peter Sabroe har utvivlsomt ofte handlet uoverlagt og begået fejl. Men uden modet til at turde følge sin overbevisning og risikere at begå fejl kommer man sjældent ret langt. Og de mere kølige og velovervejede gemytter i socialdemokratiet har uden tvivl taget ved lære af Peter Sabroe's impulsive handlekraft - ligesom nutidens overtaktiske politikere uden tvivl kunne.


Notabene

I 1949 havde filmen Kampen mod uretten premiere. Filmen om Peter Sabroe af Ole Palsbo, og med Mogens Wieth i hovedrollen, som Sabroe.
Idag står Peter Sabroes statue på østbanetorv og skuer gennem over mod den gamle østbanegård. Tæt på Peter Sabroe Seminariet i Finsensgade, som rummer de fleste minder om ham. Han ligger begravet kun 700 meter herfra, nemlig på Nordre Kirkegård, hvor der er rejst en stor sten fra ham, lige ved siden af krematoriet.